Marianelundsvej 4


Projektet omhandler til- og ombygningen af et parcelhus, oprindeligt tegnet af Arkitekt MAA Steffen Hougaard. Det eksisterende hus fremstår som et tidstypisk parcelhus, hvor store dele af den sydlige facade består af faste- og oplukkelige glaspartier, der fører ud til en sydvest-vendt have.

 

Det eksisterende hus renoveres med nyt tag med ekstra isolering og nye energieffektive ovenlys. Indvendigt i det eksisterende bevares det karakteristiske indvendige snit med to kippe som centralt motiv. Flere steder indvendigt åbnes der op for nye rumlige sammenhænge, ligesom der i forbindelse med den nye tilbygning, etableres en ny ankomst imellem den eksisterende bygning og den nye tilbygning.

 

Tilbygningen tager afsæt i det oprindelige parcelhus’ ydre geometri og kipretning. Herudover låner tilbygningen det indvendige motiv, med flere kippe indenfor den overordnede form - og skaber en oplevelse af flere ”huse i huset”.

 

Alle materialer er valgt så bygningens samlede CO2-aftryk holdes så lavt som muligt. Tilbygningens primære bygningsdel er træ, ligeledes er de to nye terrasser som forbinder bygningerne mod øst og mod syd/sydvest udført i træ. Karakteristisk for tilbygningen er den grønmalede træfacade. Herigennem opnår tilbygningen en selvstændig karakter, samtidigt med at de to bygninger fremstår med et samlet harmonisk udtryk i kraft af deres ydre geometrier.

 

Landskab af LoBe Landskab projekteret i samarbejde med THKR og Regnestuen, lysdesign af Iben Winther Orton. Bygget af tømrerne Steen Lauth og Jesper Krøg Holt.